Kendelsen i Ophavsretslicensnævnet vedrører en sag mellem rettighedshaverne i regi af Copydan Tekst & Node samt Nota, der er en offentlig institution, der bl.a. udlåner e-bøger og lydbøger til syns- og læsehandicappede.
I kølvandet på implementeringen af det såkaldte Marrakesh-direktiv er der opstået tvivlsspørgsmål omkring vederlagsmodellen og størrelsen på det vederlag, som rettighedshaverne er berettiget til ved udlån gennem Notas service.
Sagen blev rejst i Ophavsretslicensnævnet, der nu har gransket sagen, og onsdag den 3. november 2021 faldt afgørelsen. Kendelsen slår fast, at der skal afregnes på baggrund af en differentieret vederlagsmodel, som skitseres således:
a. 12 kr. pr. udnyttelse af et værk som e-bog eller lydbog, når værket er udgivet kommercielt i et tilgængeligt format.
b. 7 kr. pr. udnyttelse af et værk som e-bog eller lydbog, når værket ikke er udgivet kommercielt i et tilgængeligt format.
Tariffen gælder med tilbagevirkende kraft fra den 11. oktober 2018 og bliver indeksregulereret hvert år, første gang 1. januar 2019.
Kendelsen kan læses her.