Nota: 10,27 millioner er på vej til forfattere og oversættere

I dag udbetaler vi endnu en stor del af vederlagene for de bagudrettede udlån gennem Nota. Inden første halvår af 2025 forventer vi, at alle 80 mio. kr. vil være udbetalt.

Vi udbetaler 10,27 mio. kr. til i alt 1.781 forfattere og oversættere for udlån. Betalingen dækker de bagudrettede udlån – det vil sige udlån fra perioden fjerde kvartal 2018 til og med første kvartal af 2023 – og de værker, der har de højeste udlån. Vederlag for værker med lavere udlån vil blive udbetalt løbende, i takt med at udlånene registreres.

Vi forventer, at vi i løbet af første halvår 2025 har udbetalt samtlige af de 80 mio. kr., som Nota har betalt for de bagudrettede udlån. Alle udgivervederlagene er udbetalt, og det er således kun de sidste autorvederlag, vi arbejder på at registrere og gøre klar til udbetaling.  

Mere info på specifikation og hos Nota
Alle rettighedshavere modtager en udbetalingspecifikation i e-Boks i forbindelse med udbetalingen.

Af udbetalingsspecifikationen fremgår det ikke, om værkerne er udlånt hos Nota som lydbog eller e-bog – det kan man tjekke på Notas egen hjemmeside via det BOOK ID-nummer, som står under hvert værk på specifikationen. Udlånsdato eller antal udlån fremgår ikke på specifikationen. Find værkstype på dine udlån hos Nota her

Aftalen med Nota

Aftalen mellem Copydan Tekst & Node og Nota blev indgået i sommeren 2023. Nota er en offentlig institution, der fremstiller og udlåner e-bøger, lydbøger, hybridbøger og lignende formater til syns- og læsehandicappede brugere.

Aftalen sikrer både vederlag for aktuelle udlån – men den indeholder også en betaling for de bagudrettede udlån, der har fundet sted i perioden fra den 11. oktober 2018 og frem til første kvartal af 2023. I denne periode har Nota haft ca. 8,5 mio. udlån fordelt på ca. 60.000 forskellige værker. Betalingen for disse bagudrettede udlån beløber sig til 80 mio. kr.

Det er både danske og udenlandske rettighedshavere, der har penge til gode via Notas bagudrettede udlån.

Læs mere her