Direktør for Copydan Tekst & Node, Anders Kristian Rasch, er valgt som Second Vice President i IFRRO’s bestyrelse.

Tekst & Node er medlem af den internationale rettighedshaverorganisation IFRRO (International Federation of Reproduction Rights Organisation). I forbindelse med den årlige General Assembly skulle der afholdes valg til bestyrelsen i IFRRO.

Tracey Armstrong, CEO for den amerikanske organisation CCC (Copyright Clearance Center) blev valgt som præsident. Vicepræsidenter blev Samantha Holman, CEO for Irish Copyright Licensing Agency (ICLA) og Tekst & Nodes egen Anders Kristian Rasch.

I godt to årtier har Anders Kristian Rasch repræsenteret danske rettighedshavere i IFRRO-sammenhænge. Anders siger om sin nye titel som Second Vice president:

“Det har været spændende at følge IFRRO over de sidste 20 år, hvor organisationen gradvist har indtaget en mere og mere betydningsfuld rolle i ophavsretsverdenen. IFRRO er i dag en organisation, man lytter til, og som kan yde indflydelse via en koordineret lobbyindsats i bl.a. EU-Kommissionen og EU-Parlamentet og i international sammenhæng, f.eks. i WIPO (World Intellectual Property Organization). Jeg glæder mig til kaste mig over alle de nye opgaver og udfordringer – men især til samarbejdet med sekretariatet og resten af den nye bestyrelse, hvoraf jeg heldigvis kender mange i forvejen – både som gode venner og kollegaer”, slutter Anders Kristian Rasch.

Caroline Morgan, Chief Executive for IFRRO, udtaler om bestyrelsens sammensætning (kilde: ifrro.org):

“The newly elected Board of Directors strongly reflects IFRRO’s commitment to diversity,” said Caroline Morgan, Chief Executive, IFRRO. “I’m confident our incoming Board members will serve and represent the best interests of the IFRRO community.”

Bestyrelsen er valgt frem til 2025. Læs mere om IFRRO og bestyrelsens sammensætning på www.ifrro.org.

 

Foto: Astrid Maria Rasmussen

Del denne artikel
Vidste du:

Copydan Tekst & Node har eksisteret siden 1980