Hvilke materialer skal indberettes?

Du skal indberette, når du kopierer fra ophavsretligt beskyttet materiale – uanset om der er tale om digitalt eller trykt materiale, og uanset om materialet er dansk eller udenlandsk.

Har din skole digital adgang til undervisningsmaterialer via licensaftaler og abonnementer, eller tilgår du materialer fra en licensservice (f.eks. via et bibliotek), så har udgivere og udbydere fastsat en række licensbetingelser, som du skal følge, når du kopierer derfra.
Kopier fra sådanne undervisningsmaterialer, skal derfor ikke sendes ind til os, hvis kopiering allerede er dækket af den licens, som skolen har erhvervet sig. Læs derfor altid licensbetingelserne, før du kopierer, og før du sender dine kopier ind.  

Sådan indberetter du kopiering fra:

  • Bøger
    Indberet kopiering fra alle typer af bøger.
  • Aviser uden licens/abonnement
    Indberet kopiering fra både trykte aviser og netaviser – og både papirkopier og digitale kopier.
  • Aviser via licens/abonnement
    Indberet kopiering, såfremt denne ikke er omfattet af pågældende licens/abonnement.
  • Tidsskrifter uden licens/abonnement
    Indberet kopiering fra alle typer af tidsskrifter.
  • Tidsskrifter via licens/abonnement
    Indberet kopiering, såfremt denne ikke er omfattet af pågældende licens/abonnement.
  • Sang- og nodehæfter
    Indberet kopiering fra alle typer af sang- og nodehæfter.
  • Hjemmesider, pdf’er og andet online undervisningsmateriale uden licens/abonnement
    Indberet kopiering fra offentlige og private hjemmesider, pdf’er, blogs og andet materiale fra internettet.
  • Digitale læremidler, læringsportaler, e- og i-bøger og andet via licens/abonnement
    Indberet kopiering, såfremt denne ikke er omfattet af pågældende licens/abonnement.
  • Eksamensopgaver
    Indberet kopiering fra alle typer af eksamensopgaver, uanset hvor de stammer fra, og uanset om de er beskyttet af login – eksempelvis eksamensopgaver fra Prøvebanken.

    Indberet også kopiering af tekster og noder anvendt til mundtlig eksamen.
  • Materiale, du har sammensat af andres tekster
    Indberet kopiering af udgivne tekster, du bruger i dit eget undervisningsmateriale. Dvs. undervisningsmateriale, du selv har sammensat/copypastet fra bøger, hjemmesider, aviser m.m. Husk kildeangivelse på alle de kopierede tekster.
  • Elevernes kopiering
    Indberet kopiering foretaget af eleverne til brug i opgaver, til omdeling og til upload på skolens intranet eller læringsplatform. Indberet materiale, der kopieres på opfordring af en lærer.

Du skal ikke indberette:

  • Fri kopi Dvs. materiale, du må kopiere frit og uden begrænsning. Materialerne er ofte mærket med ”kopimappe”, ”kopiark”, ”fri kopi”, ”til kopiering”, ”copysheet” eller lign.
  • Links Dvs. de henvisninger til online materiale, som du deler med eleverne.
  • Eget materiale Dvs. materiale, du har udarbejdet til din undervisning uden brug af andres materiale. Du skal dog indberette, hvis dit materiale er udgivet.
  • Internt og fortroligt materiale Dvs. skemaer, breve, udtalelser, evalueringer og lign.


I tvivl?

Bare send materialet ind, så sorterer vi.