Menu

Sådan rapporterer I

Vi fordeler pengene på baggrund af jeres kopiforbrug. Derfor har vi brug for jeres rapportering.

Når I har en aftale med Copydan Tekst & Node, så beder vi jer indimellem om at fortælle, hvad I bruger aftalen til. Vi kalder det rapportering, og det er en vigtig del af aftalen, fordi det fortæller os, hvilke forfattere og udgivere, der skal have de penge, I betaler for aftalen.

Rapporteringen er ikke en kontrol. Og det er ikke noget, som vi bruger til at beregne prisen på jeres aftale. Men jeres tilbagemelding på, hvad I kopierer er helt afgørende for, at vi kan udbetale pengene fra aftalen til de rigtige forfattere og udgivere. Jeres rapportering indgår således som en del af den samlede statistisk, som danner grundlag for udbetalingen af vederlag til hver enkelt rettighedshaver.

 

Sådan foregår rapporteringen

Rapporteringen løber over en kort, afgrænset periode. Vi informerer jer om rapporteringen i god tid og sender de nødvendige oplysninger til jer. I denne periode beder vi jer om at fortælle os præcis, hvad og hvor meget I kopierer, printer, copy-paster, deler, downloader eller e-mailer af ophavsretligt beskyttet materiale.

 

Denne type materiale skal rapporteres

Vi beder jer om at rapportere, når I kopierer beskyttet materiale – altså, når I fremstiller og bruger beskyttet materiale i andre eksemplarer end det originale i forbindelse med arbejdet. Beskyttet materiale er f.eks. salmer, sange, noder, bøger, aviser, årsrapporter, tidsskrifter og indhold fra internettet. I skal rapportere, når I:

  • fotokopierer, printer, skanner, downloader eller copy-paster fra beskyttet materiale.
  • deler eller uploader beskyttet materiale via e-mail, på intranet eller sognets/kirkens interne drev.
  • fremviser beskyttet materiale i PowerPoint-præsentationer eller på interaktive tavler.
  • har kopier af beskyttet materiale i mapper, hæfter eller på internt drev, som jævnligt bruges.
  • har kopier af beskyttet materiale hængende på opslagstavler, liggende på skrivebordet og lign.

Der skal ikke rapporteres kopiering af breve, e-mails og dokumenter, som I selv forfatter, heller ikke love og offentlige formularer eller materialer, som I på anden vis har rettighederne til.

Læs vejledning til rapportering her.

Spørgsmål?

Kontakt vores medarbejdere for at høre mere om rapportering.