For tre år siden fandtes de ikke. Nu er AI-værktøjer som ChatGPT og Copilot blevet en del af arbejdsdag og skoleskema for både lærere og elever. Det viser en ny, nordisk undersøgelse om generativ AI og ophavsret på uddannelsesområdet, som Tekst & Node har lavet sammen med vores nordiske søsterorganisationer Bonus Copyright Access (Sverige), Kopinor (Norge) og Kopiosto (Finland) blandt 2540 nordiske lærere og undervisere.
Undersøgelsen viser, at 2 ud af 3 nordiske lærere og undervisere bruger AI-værktøjer til at producere tekster, billeder og noder til deres undervisning, og at de fortrinsvist bruger AI til at lave øvelser, undervisningsmateriale og opsummeringer. ChatGPT er det mest anvendte AI-værktøj, og 6 ud af 10 nordiske lærere og undervisere forventer, at AI vil fylde mere i undervisningssammenhænge om et år. Lærere og undervisere på lange, videregående uddannelser oplever også, at 6 ud af 10 af deres elever eller studerende bruger AI-værktøjer.
”Uddannelsessektoren har virkelig omfavnet AI. Det er ikke overraskende, idet både danske og øvrige nordiske uddannelsesinstitutioner i forvejen gør hyppigt brug af digitale værktøjer og er vant til at inddrage nye ressourcer i deres undervisning. Men det er alligevel interessant at se, hvor hurtigt udbredelsen af AI-værktøjer er sket – og så endda på alle uddannelsesniveauer i hele Norden,” siger Stefan Eland Kristensen, vicedirektør i Tekst & Node og ansvarlig for undersøgelsen i Danmark.
AI-værktøjer, offentliggjorte eller udgivne materialer samt ophavsret
Undersøgelsen stiller også skarpt på, hvilke input og materialer lærere og undervisere prompter AI-værktøjerne med, når de skal lave øvelser og undervisningsmateriale.
Svarene peger på, at AI-værktøjer i høj grad bruges i kombination med udgivne og på anden vis offentliggjorte materialer. 1 ud af 4 nordiske lærere og undervisere har således promptet med eller uploadet offentliggjort eller udgivet materiale. I hele 64 % af tilfældene er det fagtekster som undervisningsmateriale og videnskabelige artikler, der finder vej til AI-værktøjerne – herudover promptes der også med skønlitterære tekster, billeder og noder på alle uddannelsesniveauer.
Adspurgt om rettighedshavere skal modtage betaling for brug af deres materiale i forbindelse med træning af AI-værktøjer, mener 69 % af nordiske lærere og undervisere, at der skal ske en kompensation for denne brug.
”Tallene taler deres tydelige sprog. Lærere og undervisere anvender aktivt AI-værktøjer i deres tilrettelæggelse af undervisningen, og i den sammenhæng anvender de andres materialer – herunder ophavsretligt beskyttet materiale. Samtidig har de stor forståelse for, at brug af andres materialer fordrer betaling til rettighedshaverne. Alt det er vigtig viden, som vi vil anvende aktivt. Med denne undersøgelse har vi fået en ny, aktuel forståelsesramme for AI-værktøjernes indtog på undervisningsområdet og indblik i, hvordan de tekster og noder, som Tekst & Node er sat i verden for at forvalte, anvendes på nye måder og i nye kopieringsformer,” siger Stefan Eland Kristensen.
Ophavsretligt beskyttet materiale må ikke bruges i AI-værktøjer
Selvom den nordiske undersøgelse viser, at der i høj grad bruges AI-værktøjer i kombination med udgivne og på anden vis offentliggjorte værker, så er det ikke lovligt – med mindre, at man fået tilladelse til det fra rettighedshaverne bag.
Tekst & Nodes aftaler dækker ikke brugen af prompt til AI-værktøjer. Det er således ikke muligt at kopiere, indsætte eller uploade tekster og noder til tjenester som fx ChatGPT, CoPilot eller lignende. Vi dækker ikke denne brug, heller ikke selvom man bruger chats og værktøjer, som er private, passwords-beskyttede eller særligt tilpassede til ens uddannelsesinstitution.
Når man uploader tekster eller noder til fx en chatbot, lagres dette materiale i AI-tjenesten. Derfor kan man kun uploade eller prompte med materiale, som man selv har produceret eller har alle rettigheder til. Rettighedsalliancen har udgivet en vejledning om juridiske begrænsninger for brug af chatbots på uddannelsesinstitutioner. Læs den her.
Tekst & Node arbejder i øjeblikket på, hvordan vi kan inkludere AI-brug i vores aftaler. Der er pt. givet mandater til at indlede forhandlinger omkring kopiering i AI-værktøjer. Læs mere her. Indtil en løsning er på plads, så skal man selv henvende sig til forfattere og udgivere til et konkret materiale for at få tilladelse, hvis man har brug for at inkludere ophavsretligt beskyttet materiale i sine prompts til en AI-tjeneste.

Download infografik med highlights her
Fakta om undersøgelsen
Sammen med vores søsterorganisationer Kopiosto (Finland), Kopinor (Norge) og Bonus Copyright Access (Sverige) har Tekst & Node lavet en undersøgelse om brugen af generativ AI og ophavsret på uddannelsesområdet i Norden.
I undersøgelsen medvirker lærere og undervisere fra grundskoleniveau op til universitetsniveau. I alt har 2540 medvirket, heraf 571 danske respondenter.
Undersøgelsen består af tre dele: Overordnet kendskab til og brug af AI-værktøjer, brugen af udgivne og på anden vis offentliggjorte tekster og noder i AI-værktøjer samt forventninger om brugen og betydningen af AI-værktøjer i fremtiden.
Undersøgelsen blev gennemført i foråret 2025.
Læs hele undersøgelsen og dens resultater her (på engelsk).
