FairLicens: AI-brug skal også skabe værdi for rettighedshaverne

Foto: Astrid Maria Rasmussen

Tekst & Nodes nye aftaleprodukt til virksomheder skal gøre det enkelt at bruge ophavsretligt beskyttet tekstmateriale på et lovligt grundlag, også i AI-værktøjer. Samtidig skal licensen sikre, at rettighedshaverne får betaling, når deres indhold bruges på nye måder.

Under navnet ‘FairLicens’ lancerer Tekst & Node en ny licens til danske virksomheder, som er det konkrete resultat af de AI-mandater, som Tekst & Nodes bestyrelse godkendte i september 2025. Med mandaterne fik Tekst & Node mulighed for at udvikle licenser, der også omfatter nye anvendelser af beskyttet tekstmateriale i forbindelse med generativ AI.

”Når ny teknologi som generative AI-værktøjer ændrer virksomhedernes vilkår for research, vidensdeling og kildeanalyse, er det vigtigt, at vi tilpasser vores licenser til nye brugsscenarier og sikrer, at danske medarbejdere fortsat kan bruge tekstmateriale på et klart og lovligt grundlag. Det er en vigtig del af ambitionen bag de nye AI-mandater og FairLicens: at den kollektive licensering udvikler sig i takt med den måde, indhold faktisk bliver brugt på,” siger adm. direktør i Tekst & Node, Anders Kristian Rasch, og fortsætter:

”FairLicens handler ikke alene om at gøre det lettere for virksomhederne at håndtere ophavsretten. Licensen skal samtidig sikre, at når teknologi skaber nye måder at bruge beskyttet indhold på, så følger rettigheder og betaling til rettighedshaverne med.”

FairLicens er baseret på aftalelicens i ophavsretsloven, og AI-udnyttelsen er i kraft af en tillægsaftale blevet godkendt af Kulturministeriet i december 2025 således, at aftalen har aftalelicensvirkning.

Dækker både analog og digital kopiering samt input i AI-værktøjer
FairLicens er én af de første licenser i Europa, der dækker både analog kopiering som fx print og fotokopiering, digital kopiering samt input i AI-værktøjer. Det er en brugslicens, som giver tilladelse til brug af uddrag af tekstmateriale. Brugen afhænger af materialetypen: fx må aviser ikke anvendes digitalt eller i AI-værktøjer, og pt. omfatter brugen i AI-værktøjer udelukkende dansk materiale.

Se hvad licensen dækker her

FairLicens erstatter de hidtidige aftaleprodukter på erhvervsområdet. Eksisterende virksomhedskunder med en nuværende aftale med Tekst & Node bliver kontaktet med henblik på at overgå til det nye aftaleprodukt.

Del af nyt erhvervsunivers
FairLicens lanceres som en del af et nyt erhvervsunivers, som skal skabe opmærksomhed om ophavsret og lovlig brug af andres tekster, ikke mindst som input i AI-værktøjer.

”Som rettighedsorganisation på tekstområdet oplever vi ofte, at den praktiske brug løber foran den lovlige anvendelse af tekstmateriale. Det er også tilfældet med AI-værktøjer. FairLicens er en løsning, som taler ind i virksomhedernes hverdag. De kan tegne en licens online, men også blive klogere på ophavsret i relation til ansvarlig brug af andres tekstmateriale på arbejdspladsen. Vi ved, at virksomheder allerede forholder sig bredt til compliance på områder som GDPR og datasikkerhed, og med en konkret løsning som FairLicens bliver det nemmere at tage ansvar for ophavsretten og sikre lovlig brug af en stor mængde tekstmateriale,” siger adm. direktør i Tekst & Node, Anders Kristian Rasch.

Læs mere på www.fairlicens.dk