Automatisk indsendelse af kopier via MinUddannelse

Automatiske løsninger via læringsplatforme gør det nemt og sikkert at sende digitale kopier til os.

Vi samarbejder med KMD om automatisk indsendelse af digitale kopier via deres læringsplatform MinUddannelse. Vores samarbejde betyder, at vi nemt og sikkert kan modtage de kopier, som deles på platformen i forbindelse med lærernes undervisning.

Sådan foregår det

MinUddannelse laver et udtræk af alle de forløb, der er afsluttet i årsplanerne.
Det gør de 4 gange årligt: i uge 42 (efterårsferie), i uge 52 (juleferie), d. 31. marts og d. 30. juni.

Dataudtrækket sendes til Tekst & Node og indeholder:

  1. en oversigt over de forløb, der er afviklet i den givne periode.
  2. en samlet mappe med de filer, der er vedhæftet forløbene.

Når skoleåret er gået, foretager MinUddannelse ikke flere udtræk og sender ikke yderligere data til os.

Hvad skal lærerne gøre?

Lærerne skal bare fortsætte med at uploade deres undervisningsmateriale og forsyne det (eller filnavnene) med kildeangivelser som forfatter og titel, hvilket allerede er standard, når man bruger andres materiale.

Kopier, som deles med eleverne på andre måder end i MinUddannelse, skal fortsat indsendes via CopyCloud eller lægges i bakken ved kopimaskinen.

Data og kopier er i trygge hænder:

  • Vi får ikke adgang til filer, som ligger bag password.
  • Vi får kun tilsendt filer, som lærerne har delt i skemalagte forløb i årsplaner.
  • Vi registrerer kun oplysninger om litterære værker.
  • Vi sletter alt materiale, som ikke er relevant – fx vejledninger eller instrukser.
  • Vi deler ikke materiale med tredjepart og opbevarer og sletter i henhold til GDPR.