Indsend kopier via læringsplatformen

Alle gymnasier, erhvervsskoler, erhvervsakademier og SOSU-skoler indsender på skift kopier til os.

Når det er din uddannelses tur, kontakter vi jer i god tid, så vi finde den løsning, der passer jer bedst.

Automatiseret løsning

Der er flere forskellige måder at indsende kopier på. Men som udgangspunkt tilbyder vi en automatiseret løsning, som fritager den enkelte lærer for selv at sende kopier ind.

Nogle steder sker det i samarbejde med skolerne selv: Her får vi direkte adgang til læringsplatformen og har mulighed for at downloade de mapper og filer, som aktivt deles med eleverne. 

Andre steder er der tale om et formaliseret samarbejde med eksterne samarbejdspartnere, hvor kopierne hentes ud til os på vegne af skolen. Vi har denne type udtræksløsninger med Moodle og Lectio.

Er du i tvivl om, hvordan du skal sende kopier ind, så spørg din administration.
Du er også velkommen til at kontakte os.

Vær opmærksom på, at vi ikke har adgang til hele din læringsplatform, kun udvalgte mapper og moduler deri. Bruger du materiale, som du ikke lægger specifikt deri, skal du indsende det selv.

Læs mere i vejledningerne og herunder:

Hvad så med de kopier, vi ikke har adgang til?

Bruger du materiale, som du ikke lægger i de mapper og moduler, som vi har adgang til, skal du huske selv at sende det ind.

Det gør du ved at uploade dine filer til vores ‘CopyCloud’. Det gør du på tekstognode.dk/copycloud.

Hvis du skal indsende eksamensopgaver, skal du gøre sådan her:

  • Hele eksamensopgaver: upload den samlede zip-fil.
  • Dele af en eksamensopgave: upload de filer, du har kopieret, og husk også at få opgavebeskrivelser og vejledninger med.
  • Opgavebeskrivelser og vejledninger: tag et skærmbillede af dem, og upload det til os.

Særligt om materiale fra læringsplatforme

Når vi får tilsendt materiale fra læringsplatforme, ser vi kun de mapper og filer, som aktivt er delt med eleverne.

Vi registrerer kun oplysninger fra læringsplatforme, når der er tale om kopier fra værker, der er ophavsretligt beskyttede, fx:

  • bøger
  • aviser
  • tidsskrifter
  • sang- og nodehæfter
  • digitale læremidler, fagportaler, e- og i-bøger
  • hjemmesider, pdf’er og andet materiale fra internettet
  • eksamensopgaver.

Vi registrerer udelukkende de oplysninger om værkerne, som er nødvendige for at identificere rettighedshaverne bag.

Vi registrerer ikke:

  • fri kopi: materiale, du må kopiere frit og uden begrænsning. Materialerne er ofte mærket med ”kopimappe”, ”kopiark”, ”fri kopi”, ”til kopiering”, ”copysheet” eller lign.
  • links: henvisninger til online materiale, som du deler med eleverne.
  • eget materiale: materiale, du har udarbejdet til din undervisning uden brug af andres materiale. Hvis dit materiale er udgivet registrerer vi det dog.
  • internt og fortroligt materiale: fx elevplaner, eksamensplaner, skemaer, breve, udtalelser, evalueringer og lign.

Brug for hjælp?

Ring: 3544 1493 – Hverdage 9.00-15.00
Skriv: kontakt@tekstognode.dk