Ny aftale med DR om brug af bogomslag

Bogomslag DR

Foto: Canva

Visda og Copydan Tekst & Node har indgået en aftale med DR, som gør det muligt at bruge bogomslag i de tv-produktioner, som udsendes på DR’s flowkanaler samt på DR’s digitale platforme og tjenester.

Når anmeldere fremhæver den nyeste roman, når dokumentarfilm inddrager litterære kilder, eller når skuespillere læser en bog som en del af en scene – så bliver det fremover muligt også at vise bogomslaget i DR’s mange produktioner.

En ny aftale mellem Visda, Tekst & Node samt DR giver Danmarks Radio tilladelse til at gengive bogomslag, inklusive eventuelle for- og bagflapper samt ryg, indholdsfortegnelse og kolofon, indeholdende såvel billeder som tekst. Indhold, der ellers normalt er beskyttet af ophavsretten, og ellers kun må gengives efter en aftale med rettighedshaverne bag indholdet.

Men med aftalen har DR fået mulighed for at gengive bogomslag i deres produktioner. Aftalen dækker både produktioner, der udsendes på DR’s apps, platforme og tjenester herunder flowkanaler og on-demand på DR.TV og dr.dk.


Det er Visda, som har forhandlet og administrerer aftalen, og Tekst & Node har indgået aftalen på baggrund af ophavsretslovens § 50, stk. 2, og den er godkendt af Kulturministeriet i medfør af ophavsretslovens § 50, stk. 4.

Kort om aftalen

Aftalen giver Danmarks Radio tilladelse til at gengive bogomslag, inklusive eventuelle for- og bagflapper samt ryg, indholdsfortegnelse og kolofon, indeholdende såvel billeder som tekst, i DR´s produktioner – uanset om de er produceret af DR eller af tredjemand til DR – der udsendes på DR’s apps, platforme og tjenester herunder flowkanaler og on-demand på DR.TV og dr.dk.


Er man rettighedshaver og ønsker at nedlægge forbud mod brug af ens værk, er det muligt at nedlægge forbud i forhold til den konkrete aftale. Læs mere her.

Vil du vide mere?

Aftalen administreres af Visda, som kan kontaktes via visda.dk