- Får du mere end 50.000 kr. i vederlag? Du bliver momspligtig, når du modtager mere end 50.000 kr. i vederlag om året. Du skal være opmærksom på, at selvom dit vederlag fra Tekst & Node ikke overstiger beløbsgrænsen, skal du medregne øvrige vederlag fra andre organisationer som bl.a. Koda. Hvis du årligt modtager mere end 50.000 kr. i vederlag, når alt regnes sammen, skal du betale moms. Bliver du momspligtig, skal du give os besked og sende dit momsnummer.
- Udbetaler vi til dit CPR-nummer? Hvis dine vederlag samlet overstiger 50.000 kr. på ét år, må vi ikke længere udbetale til dit CPR-nummer. Så er du nemlig momspligtig og skal have et CVR-nummer, som vi kan udbetale til.
- Er dit CVR-nummer også et momsnummer? Er du momspligtig, så udbetaler vi dit vederlag til dit CVR-nummer. Derfor skal du sikre dig, at dit CVR-nummer også er registreret som et momsnummer.
- Er du allerede registreret hos Tekst & Node med et momsnummer? Hvis du har oplyst os et gyldigt momsnummer, så vil du fremadrettet få udbetalt dit vederlag med moms – uanset beløbsgrænsen.
- Bor du i udlandet? Der gælder særlige regler for dig, der er bosat i udlandet. Det er nemlig momsreglerne i det land, hvor du har bopæl, du skal følge. Vi udbetaler dit vederlag med såkaldt “reverse charge” (omvendt betalingspligt), hvilket betyder, at du selv skal beregne og betale momsen til dit bopælslands skattemyndigheder.
Du får et afregningsbilag fra os
Når du modtager vederlag med moms, sender vi et afregningsbilag til dig. Det kaldes ofte selvfakturering eller self-billing. Det betyder, at du ikke skal sende en faktura til Tekst & Node.
På afregningsbilaget kan du se det beløb, du får udbetalt, og den moms, der hører til udbetalingen. Bilaget fungerer som dokumentation for afregningen og kan bruges i dit regnskab.
Vi sender afregningsbilaget sammen med din specifikation i e-Boks. Du kan også finde det på din profil hos Tekst & Node.
Kort fortalt: Vi sørger for bilaget, så du ikke behøver at sende en faktura. Du skal blot gemme afregningsbilaget som dokumentation for udbetalingen.
Bare rolig – dit vederlag venter på dig
Momsreglerne påvirker ikke vores fordeling af vederlag, kun hvordan og hvornår vi kan udbetale dine penge. Dit vederlag går altså ikke tabt, men venter på dig, indtil formalia er på plads.
Tekst & Node kontakter dig, hvis vi mangler oplysninger for at kunne udbetale dit vederlag. Men husk, at du selv skal give os besked, hvis du modtager vederlag fra andre organisationer og samlet kommer over beløbsgrænsen på 50.000 kr. på ét år.
Der er mange ting, at holde styr på, men bare rolig: du kan altid kontakte os. Skriv til moms@tekstognode.dk eller ring 35 44 14 93, hjælper vi dig med at blive klar til udbetaling af vederlag med moms.
.
Mere om moms på vederlag
Den 19. december 2024 vedtog Folketinget ’Forslag til Lov om ændring af momsloven (Ændring af reglerne om forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet)’.
Denne ændring berører direkte forvaltningsorganisationer som Tekst & Node. Lovændringen medfører, at der pålægges moms på vederlag for udvalgte grupper af rettighedshavere.
Læs ændringen af momsloven her