Vederlag fra Nota

Tekst & Node har indgået en administrationsaftale med Nota, som sikrer vederlag til rettighedshavere for udlån gennem Notas service. Aftalens vilkår omfatter udlån gennem Notas service fra den 11. oktober 2018 og fremadrettet.

Aftalen sikrer vederlag, når Nota, der er en offentlig institution, fremstiller og udlåner e-bøger, lydbøger, hybridbøger og lignende formater til syns- og læsehandicappede brugere.

I nogle tilfælde står Nota selv for at producere et tilgængeligt format af et værk til deres brugere – i andre tilfælde får de fra forlagene leveret filer af værker, som allerede er udgivet i et kommercielt tilgængeligt format. I begge tilfælde sikrer aftalen rettighedshaverne vederlag.

Nota betaler pr. udnyttelse af et værk, og taksterne i 2025 er hhv.:

  • 14,45 kr. pr. udnyttelse af et tilgængeligt format, når det tilgængelige format er udgivet kommercielt.
  • 8,42 kr. pr. udnyttelse af et tilgængeligt format, når det tilgængelige format ikke er udgivet kommercielt.

Vær opmærksom på: Et forlag, der ønsker afregning via den høje takst, skal indgå en separat rammeaftale med Nota, hvori de dels indestår for samtlige rettigheder til det enkelte tilgængelige format og dels leverer det enkelte tilgængelige format (masterfilen) til Nota uden tekniske beskyttelsesforanstaltninger, således at Nota kan foretage tilgængelighedstilpasninger.

Hvem er omfattet af aftalen
Alle vores medlemsorganisationer har tilsluttet sig vilkårene for denne administrationsaftale på vegne af alle deres medlemmer.

Rettighedshavere, som ikke er organiserede, er også automatisk omfattet af aftalens vilkår. Vi fordeler vederlag til alle rettighedshavere, uanset om de er organiseret eller ej.

Er man som rettighedshaver ikke organiseret gennem en af vores medlemsorganisationer, og ønsker man ikke at være omfattet af vores aftalevilkår med Nota, kan man henvende sig til os på kontakt@tekstognode.dk eller tlf. 3544 1402.

Om fordeling og udbetaling af Nota-vederlag
Som en del af vores administrationsaftale med Nota står Tekst & Node både for at fakturere, fordele og udbetale vederlag for brugen af værker hos Nota.

Afregning og efterfølgende fordeling og udbetaling af vederlag sker på baggrund af kvartalsvise dataopgørelser fra Nota.

Vi fordeler vederlagene med 50 % til udgiversiden og 50 % til autorsiden. Vederlag fra Nota bliver udbetalt uafhængigt af kopivederlag fra undervisnings- og sogneområdet.

Vi udbetaler pt. vederlag til både udgivere og autorer for 1. og 2. kvartal 2025.

Er du billedautor?
Vores administrationsaftale indebærer også, at vi opkræver vederlag for Notas brug af billedautorers værker. VISDA står imidlertid for både fordeling og udbetaling af vederlag til billedautorerne. Få mere information på www.visda.dk.

Husk at oprette en profil hos os

Uanset om du er udgiver eller forfatter, skal du have en profil hos Tekst & Node, førend vi kan udbetale vederlag til dig.

Hvis du allerede har en profil og modtager vederlag for anden kopiering, så skal du ikke foretage dig noget.

Opret en profil her.

Det spørger andre om…