I første omgang overtager VISDA kun fordeling og udbetaling af vederlag for den kopiering, som er foretaget på grundskoleområdet. Bliver dine værker også kopieret og brugt på andre uddannelsestyper, vil du i 2025 derfor stadig opleve at modtage dit vederlag fra os.
Stadig dækket af kopiaftalen
Dine værker og dine ophavsrettigheder er stadig dækket af den kopieringsaftale, som skoler og uddannelser har indgået med Copydan Tekst & Node og VISDA. Copydan Tekst & Node står fortsat for fakturering af aftalen og for indsamling af kopier.
Indsamling af kopier og dataoverlevering
Copydan Tekst & Node fortsætter uændret arbejdet med at indsamle kopier hos vores uddannelseskunder – det er den dokumentation, som ligger til grund for beregningen af dit kopieringsvederlag. Efter vi har indsamlet kopierne, vil VISDA modtage en ’kopi’ af alle de indsamlede data fra os. Den videre registrering af disse data samt fordeling og udbetaling af vederlag foretages af VISDA.
Samlet vederlagsandel til billedautorer ændres ikke
Historisk set har billedautorerne fået tildelt en samlet vederlagsandel, som herefter fordeles ud på de enkelte billedautorer. Denne praksis ændres der ikke ved. Når vi kender årets endelige fordelingssum og dermed billedautorernes samlede andel af vederlaget, bliver dette beløb overført til VISDA, som så står for den endelige fordeling og udbetaling til billedautorerne.
Kontakt VISDA for yderligere information
Hvis du som billedautor har yderligere spørgsmål til udbetalingsdatoer og fordelingsprincipper i forbindelse med fordeling og udbetaling af vederlag i 2025 på grundskoleområdet, skal al henvendelse ske til VISDA via deres kontaktformular.
Via e-Boks har vi orienteret alle de billedautorer, som har modtaget vederlag fra os inden for de seneste 3 år. De er også henvist til VISDA for yderligere information.
Værd at vide
- Udbetalingen i 2025 vil være et overgangsår. VISDA overtager i første omgang fordeling og udbetaling af vederlag på grundskoleområdet. Fra og med 2026 vil fordeling og udbetaling fra alle de andre uddannelsesområder også overgå til VISDA.
- Du har stadig adgang til dine oplysninger hos Copydan Tekst & Node. Vi lukker ikke din profil hos os, hvis du er billedautor. Du har stadig adgang til dine data og kan logge ind på din profil med MitID eller MitID Erhverv. Læs vores persondatapolitik her