I efteråret 2023 modtog Tekst & Node udlånsdata fra Nota, som dækkede perioden fra oktober 2018 og frem til marts 2023. Opgaven var klar: Fordel og udbetal 80 mio. kr. til rettighedshaverne for de bagudrettede udlån. Men før udlånsdata kunne blive til udbetalte vederlag, skulle ca. 8,5 mio. udlån, 60.000 værker og de dertilhørende mange tusinde rettighedshavere oprettes i Tekst & Nodes database.
Spoler vi frem til februar 2026, har Tekst & Node fået oprettet over 67.000 nye værker/titler i databasen, som er lydbøger og e-bøger udlånt via Nota. Til alle titlerne er der knyttet forfattere og oversættere. Data har uden tvivl været drivkraften bag indsatsen med at fordele vederlag for udlån via Notas service. Data og så researcher Håkon Lervåg.
92,1 mio. kr. udbetalt i Nota-vederlag
For NOTA-udlån fra 4. kvartal 2018 til og med 2. kvartal 2025 har vi udbetalt i alt 92,1 mio. kr.
- Danske udgivere har fået udbetalt 49,1 mio. kr.
- Danske forfattere og oversættere har fået udbetalt 27 mio. kr.
- Udenlandske forfattere har fået udbetalt 10,1 mio. kr.
- VISDA har fået overført 5,9 mio. kr. til fordeling og udbetaling til illustratorer.
Milepæle, moms og målstreger
Håkon Lervåg er projektleder på udbetalingen af vederlag på Nota-området. Som erfaren researcher hos Tekst & Node var Håkon selvskrevet til et projekt, som indeholder både avanceret databehandling og store datasæt. Efter ca. 2,5 år på opgaven kan Håkon se tilbage på en milepæl i sit arbejdsliv og en milepæl i fordelingsarbejdet med at sikre betaling for brugen af de værker, som bliver hevet ned af Notas virtuelle hylder:
”Vi har nået en milepæl i projektet. Efter en stor og kompleks indsats med at gennemgå og registrere de omfattende datasæt er den bagudrettede betaling for brugen af værker nu næsten i mål, og vi har udbetalt vederlag for brugen fra 4. kvartal 2018 og frem til og med 2. kvartal 2025. Sidste år kom en ny momslov, der betyder, at vederlag, der er optjent efter d. 1. juli 2025, er momspligtige, og det kræver en større omlægning af hele vores økonomisystem at kunne håndtere momsberegninger på vederlag. Det er et arbejde, som vi sætter i gang her i starten af 2026, og derfor begynder vi først at registrere og udbetale Nota-vederlag for resten af 2025 i løbet af foråret. Så i 2026 forventer vi at komme endeligt over målstregen. Så er vi i drift, og så spiller det!”, siger Håkon Lervåg.
“Nota gjorde, at vi skulle finde nye løsninger for at kunne behandle et enormt datasæt hurtigt, og derfor tænkte vi i automatisering.”
En stor rejse, der begyndte i et lille hjørne
Tekst & Node arbejder normalt løbende med at registrere de kopier, der skal fordeles vederlag på baggrund af. Med Nota var det en ny måde at arbejde på, hvor et historisk stort datasæt skulle omsættes til udbetalte vederlag. Det har betydet nye arbejdsgange og nye processer, som har medført innovative løsninger som f.eks. automatisk oprettelse af titler og værker i Tekst & Nodes database:
”Vi har ikke tidligere haft brug for automatisering i samme grad, da vi løbende behandler kopierne fra uddannelsesinstitutionerne. Nota gjorde, at vi skulle finde nye løsninger for at kunne behandle et enormt datasæt hurtigt, og derfor tænkte vi i automatisering. Jeg har arbejdet tæt sammen med vores digitale udviklingskonsulent, David Stefansson, om en automatiseret løsning, hvor vi ikke manuelt skulle oprette hvert enkelt værk i vores database. Vi gik til vores IT-leverandør, og med deres hjælp fik vi implementeret en løsning, der betyder, at vi nu kan importere alle udlånsdata i blokke af 2000 og bogføre dem.”, fortæller Håkon Lervåg begejstret.
”Det har været en rejse. Man starter i et lille hjørne. Og man tænker: hvordan skal vi nogensinde blive færdige? Der har været meget læring undervejs.“
Tilvæksten af nye værker vil ikke være så stor fremadrettet, men automatiseringen har været en gave for arbejdet med registreringen i øvrigt, da Tekst & Node på andre områder også får større datasæt tilsendt fra de institutioner, der sender kopier ind. Oveni automatiseringen har Tekst & Node også ansat studentermedhjælpere til at registrere de mange udlån – alt sammen for at sikre, at vederlagene kom så hurtigt ud til rettighedshaverne som muligt. I sin dialog med både forlag og forfattere har Håkon generelt mødt stor forståelse for projektets omfang samt oplevet positive tilbagemeldinger på rettighedsafklaring:
”Det har været en rejse. Man starter i et lille hjørne. Og man tænker: hvordan skal vi nogensinde blive færdige? Der har været meget læring undervejs. Den første udbetaling til forlag og udgivere var kompleks, fordi rettigheder på lydbøger og e-bøger skifter hænder, og det krævede mange manuelle tilretninger og dialoger med forlag og udgivere. Det var tungen lige i munden og et fast blik på de mange åbne Excel-ark i lang tid for os på projektet. Men Nota er noget andet nu, end det var i starten. Man starter med noget, som er bagudrettet, og så har man noget, man arbejder imod og sigter efter i fremtiden, og nu, hvor den bagudrettede brug næsten er bag os så at sige, så mødes det hele i nutid. Alt dét, man gjorde i starten, det bærer frugt nu. Enderne mødes.”, slutter Håkon Lervåg.
Tekst & Node har indgået en administrationsaftale med Nota, som sikrer vederlag til rettighedshavere for udlån gennem Notas service. Aftalens vilkår omfatter udlån gennem Notas service fra den 11. oktober 2018 og fremadrettet.
Aftalen sikrer vederlag, når Nota, der er en offentlig institution, fremstiller og udlåner e-bøger, lydbøger, hybridbøger og lignende formater til syns- og læsehandicappede brugere.
Som en del af vores administrationsaftale med Nota står Tekst & Node både for at fakturere, fordele og udbetale vederlag for brugen af værker hos Nota. Afregning og efterfølgende fordeling og udbetaling af vederlag sker på baggrund af kvartalsvise dataopgørelser fra Nota.
