Udbetaling af vederlag

Få det fulde overblik over udbetaling, specifikationer i e-Boks, skat, moms og AM-bidrag her.


Her er processen fra fordeling til udbetaling:

  1. Vi fordeler årets vederlag. Fordelingen sker på baggrund af data om kopiering, som vi får tilsendt fra vores kunder. Læs om fordeling her.
  2. Du tjekker, at du har en profil hos os. Har du oprettet en profil hos Tekst & Node, kan vi udbetale dit vederlag, uden at du behøver gøre mere.
    Opret en profil her.
  3. Vi udbetaler vederlaget til din NemKonto. Det sker helt automatisk, og vi indberetter samtidig beløbet til SKAT som B-indkomst.
  4. Du får tilsendt en specifikation i e-Boks. Her kan du se, hvilke værker der har udløst vederlag.

Vi udbetaler vederlag flere gange årligt

  • Februar: Vi udbetaler vederlag for kopiering på undervisnings- og sogneområdet. Denne udbetaling, som er vores største, dækker over kopiering i forrige skoleår. Dvs. udbetalinger i 2026 er vederlag for kopiering i skoleåret 2024/2025.

  • Foråret: Vi udbetaler vederlag for Undervisningsministeriets eksamensopgaver. Denne udbetaling dækker over brug i forrige kalenderår, hvilket vil sige, at udbetalinger i 2026 er vederlag for materiale brugt i eksamensopgaver i 2025.
  • Løbende: Vi udbetaler løbende vederlag for værker udlånt gennem Notas service og for kopiering foretaget i udlandet. Derudover udbetaler vi løbende vederlag til de rettighedshavere, som har vederlag til gode, når de opretter en profil hos Tekst & Node.

Moms og udbetalinger i 2026

Den sidste store momsfrie udbetaling var udbetalingen i februar måned. Fra sommeren 2026 vil alle udbetalinger nemlig være pålagt moms, hvis du er momspligtig.

I perioden fra februar til maj-juni måned vil vores systemer derfor undergå opdateringer. Har du vederlag til gode, som normalt vil blive udbetalt i denne periode, så vil du få det udbetalt omkring sommerperioden. Læs mere om moms her

“Udbetalingen af vederlag er med til at sikre, at der kan skabes nye tekster og noder”

Vibeke Andersen – Afdelingschef for Research & Dokumentation, Tekst & Node

Praktisk omkring udbetalingen

Udbetalingsspecifikation i e-Boks: Vi giver dig direkte besked i e-Boks, når vi udbetaler vederlag til dig. Vi sender en udbetalingsspecifikation, hvor du kan se, hvilke værker der har udløst vederlag. Du kan også finde dine udbetalingsspecifikationer på din profil.
Bliv klogere på, hvordan du læser din udbetalingsspecifikation her.

Udbetaling til NemKonto: Vi udbetaler som udgangspunkt til NemKonto. Det gør vi for din sikkerheds skyld, fordi vi dermed ikke har direkte adgang til dit kontonummer. Samtidig behøver du ikke huske at give os besked, hvis du skifter bank.

Udbetaling via CVR-nummer: Får du udbetalt vederlag via CVR-nummer, så skal du være opmærksom på, at der ikke automatisk er tilknyttet en NemKonto til din virksomhed. Du skal derfor selv sørge for, at din NemKonto tilknyttes.

Udbetaling til udenlandsk bank: Benytter du en udenlandsk bank, udbetaler vi til dit kontonummer. Husk derfor at give os besked, hvis du skifter bank.

Skat og AM-bidrag: Vi indberetter automatisk dit vederlag til SKAT som B-indkomst. Alle rettighedshavere betaler AM-bidrag, det gælder også for arvinger og CVR-registrerede rettighedshavere.

Moms: Fra maj/juni 2026 vil du som momspligtig rettighedshaver få udbetalt dit vederlag med moms. I den forbindelse vil du udover din sædvanlige udbetalingsspecifikation modtage et afregningsbilag, hvor både vederlag og moms fremgår. Læs mere her

TIN – For dig, der er rettighedshaver bosat i udlandet: For at vi kan udbetale dit vederlag, har vi brug for at kende dit skatte-identifikationsnummer (Tax Identification Number). Det er det nummer, som skattemyndighederne i dit bopælsland bruger til at identificere dig. Kontakt os for mere information.

Har du nye udbetalingsoplysninger? Så husk at rette dem på din profil.

Det spørger andre om…

Brug for hjælp?

Ring: 3544 1493 – Hverdage 9.00-15.00
Skriv: kontakt@tekstognode.dk